Og så mistede jeg min mand. Han var den, der troede på det her, når jeg selv tvivlede. Den, der bar kasserne, lavede kaffen og sad i baglokalet, mens jeg arbejdede. Uden ham er værkstedet blevet stille på en måde, jeg ikke kan arbejde i. Hænderne kunne måske have klaret et par år til. Men lysten fulgte nok med ham.

Jeg har da tænkt på, om nogen kunne overtage værkstedet. Men der er ingen at give det videre til. De unge lærer ikke længere at lave smykker på den her måde – i hånden, ét stykke ad gangen, med værktøj, der er ældre end dem selv. Det er et håndværk, der er ved at forsvinde, og det gør mig mere ondt, end jeg kan sige. Så når jeg lukker døren den 1. august, er det slut. Og jeg står stadig omgivet af kasser fulde af håndlavede smykker, som jeg ikke ønsker skal ende pakket væk.

Jeg har altid solgt mine smykker ansigt til ansigt. I alle årene kom kunderne ind ad døren, og sådan kunne jeg bedst lide det – man skal kunne se folk i øjnene, når man sælger dem noget, de skal bære i mange år.

Men så var det, at min veninde sagde til mig: "Du skulle prøve at sælge dem på internettet – det gør alle jo i dag." Og jeg må indrømme, jeg slog det først hen. Men tanken blev hængende. Så jeg ringede til mit barnebarn og spurgte, om det overhovedet kunne lade sig gøre. "Mormor, det klarer vi," sagde han – og så byggede han denne webshop til mig. Jeg forstår ærligt talt ikke det halve af, hvordan det virker, men er der en chance for, at smykkerne kan nå ud til folk i hele landet, inden jeg lukker, så vil jeg da prøve.

Så her sidder jeg. Med en webshop for første gang i mit liv, som 73-årig. Man skulle bare vide, hvad min mand ville have sagt til det.

Derfor gør jeg noget, jeg aldrig troede, jeg skulle: Alle mine smykker er sat ned med 40 % – og jeg betaler fragten.

Og lad mig forklare, hvorfor det er 40 og ikke 80 eller 90, som de store kæder skilter med, når de "lukker". Jeg vil ikke lyve om, hvad materialerne har kostet. Hvert smykke er fremstillet med ægte safirer, perler, zirkoner, sølv og guldbelagt sølv, og selv med 40 % rabat sælger jeg flere af smykkerne med tab. Men det er stadig bedre end, at de ender på et lager.

Det her er smykker, som folk før ventede på. Sparede op til. Bar i årevis. Jeg har kunder, der stadig går med smykker, de købte af mig for 15 år siden – de skriver til mig, når låsen skal justeres. Det er den slags smykker.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det, der gør mig mest trist, ikke at lukke efter alle de år. Det er tanken om, at smykkerne ender på et lager uden en ejer. At de ligger dér i mørket, i deres æsker – og at den dag jeg ikke er her mere, bliver de bare smidt ud. Ingen vil kende historien bag dem. Hvem der lavede dem. Hvor mange timer der ligger i hvert eneste stykke.

Så hvert smykke, der finder et hjem nu, er ét, der får lov at leve videre. Du gør mig faktisk en tjeneste.

Jeg vil ikke have, at mit livsværk ender på et lager. Jeg vil have det båret. Brugt. Elsket. Og forhåbentlig en dag givet videre – til en datter, et barnebarn.

Butikken lukker den 1. august. Når det sidste er pakket ned, er det slut – der kommer ikke flere.

Hvad jeg skal bagefter? Det ved jeg ærligt talt ikke. Passe mine børnebørn. Sove længe. Måske lave et enkelt lille smykke i ny og næ, hvis hænderne tillader det. Men først skal kasserne tømmes.

Tak, fordi du læste med – også selvom vi først mødes nu, til allersidst.

Hanne – Stadig Her